Det var lige begyndt at gå godt med amningen, eller måske er det gået godt i et stykke tid. Men nu er det blevet smertefuldt hver gang du skal amme. Du opdager en lille hvidlig/gullig blære på brystvorten, som ikke forsvinder ved berøring. Du tænker, ”hvad søren er det?”.
Der er formentlig tale om en white spot/bleb/mælkeblære/tilstoppet mælkekanal – ja, kært barn har mange navne! White spots er ofte på størrelse med et knappenålshoved og sidder på spidsen af brystvorten. Det kan gøre amningen ekstrem smertefuld.
Årsagen til white spot menes, at skyldes at mælkegangen bliver dækket af en tynd hinde af væv. Det er ofte forårsaget af slid ved amning eller forkert sutteteknik. White spots kan være opstået under tidligere ammeforløb uden at man har bemærket det.
Behandling af white spots
Den bedste behandling er udtømning, så du skal amme/udmalke løs! Nogle gange er det desværre ikke tilstrækkeligt eller simpelthen bare for smertefuldt. I så fald kan white spots måske fjernes med en ren fingernegl. Man kan også dyppe brystvorten i en varm saltvandsblanding i et glas og gnide med en frotté klud. Hos egen læge kan der prikkes hul med en steril nål. Inden kan man smøre lokalbedøvende creme på (Emla, som kan købes i håndkøb på apoteket), så det er mindre smertefuldt.
Komplikationer til white spots
Udover, at white spots kan forårsage smertefuld amning, kan det forhindre afløb af mælken ved at blokere mælkegangen. Blokeret mælkegang kan medføre brystbetændelse, uden at der nødvendigvis er tale om en betændelsestilstand med bakterier. Blot, at mælken bliver stående i mælkegangene. Man kan opleve en mild smerte og hævelse, evt. rødme og varme af huden på brystet. Nogle gange kan tilstanden udvikle sig, så man kan føle sig småsyg eventuelt med feber. Man har typisk tydelig varme, hævelse og rødme i et område af brystet.
Behandlingen består igen af at skaffe afløb ved amning eller udmalkning, måske hjulpet af massage fx under en varm bruser. Hvis man har mange smerter, kan man tage panodil. Hvis god udtømning af brystet ikke lindrer smerterne i løbet af det første døgn, så anbefales det at du kontakter egen læge. Det kan nemlig tyde på infektion med brystbetændelse og det skal formentligt behandles med antibiotika.
Hvad kan du selv gøre?
Der kan være mange årsager til smertefuld amning. Hvis du oplever dette, anbefales det at du kontakter din sundhedsplejerske, din egen læge eller får rådgivning hos en ammevejleder.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere omkring graviditet og fødsel har Læger Formidler udgivet mange flere indlæg samt podcasts om dette som du finder her på hjemmesiden.
Er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller Trygge Forældre Infobloggen.
Kilder
Amning – en håndbog for sundhedspersonale. Sundhedsstyrelsen 2018
Who.dk DEPARTMENT OF CHILD AND ADOLESCENT HEALTH AND DEVELOPMENT. (WHO 2000).
Tabel er lavet med tips fra sst.dk og Patienthåndbogen – Brystbetændelse
Forfatter: Læge Camilla Klastrup
Redigeret af: Læge Rebecka Hansen, Læge Cæcilie Weber Thomsen, Læge Mads Langager Larsen