Læger Formidler
Du læser lige nu

Graviditet og Sommerferie

18
Trygge Maver Infoblog

Graviditet og Sommerferie

Graviditet og Sommerferie

JA! Det anbefales faktisk at bruge solcreme som solbeskyttelse, når man er gravid, da huden er særlig følsom for solens stråler i denne periode. Brug en creme som er Svanemærket, så  du sikre dig, at solcremen ikke indeholder stoffer der kan være hormonforstyrrende (herunder stoffet 4-methylbenzylidenecamphor). Det frarådes at bruge solcreme, som ikke er Svanemærket både under graviditet og amning. Hvis du opholder dig meget i solen, kan du opleve at få små pigmentpletter, der kaldes melisma, som kan forebygges ved at bruge solcreme. Har du fået dem forsvinder de som regel (men ikke altid) efter du har født.

Udover solcreme er det en god idé at bruge let tøj til at beskytte huden, og gerne hat og solbriller, hvis man opholder sig i stærkt sollys. Måske ved du allerede, at Sundhedsstyrelsens råder alle til at opholde sig i skyggen mellem kl. 12-15, og det omfatter naturligvis også gravide.

Sol og varmt vejr

Det er ikke farligt at opholde sig i varmt vejr som gravid, men det øger risikoen for at blive dehydreret og overophedning. Symptomerne på dette kan være hovedpine, svimmelhed, døsighed, kvalme og opkastninger. Husk derfor at drikke rigeligt med vand, spise snacks og tage pauser i skyggen.

Badning i havet eller pool

Det er ufarligt at bade i havet eller i svømmebassin, hvis man er rask gravid. Dette gælder dog ikke, hvis vandet er gået, da det øger risikoen for infektion i underlivet og dermed også infektion hos baby. Efter fødslen skal man vente med at bade i hav, sø, badebassin eller badekar indtil at barselsflådet er ophørt – men herefter er der igen lav risiko for betændelse og frit for at tage en dukkert!

Valg af feriedestinationen og transport 

Der findes en række sygdomme, man skal tage forbehold for når man rejser uden for EU’s grænser. Som gravid er du ekstra sårbar og derfor anbefales det at være ekstra forsigtig og gennemtænke sine forholdsregler inden man rejser. Det kan bla. være mhp. vacciner og risikoen for infektioner alt efter hvilket land du ønsker at rejse til. Generelt gælder det om at bruge sin sunde fornuft og evt. tage en snak med sin egen læge inden man skal afsted.

Det kan være meget hårdt som gravid at skulle sidde stille ved lange rejser med bil, bus eller fly. Sørg for at holde pauser og kom op og stå og gå. Brug evt. støttestrømper og lav venepumpeøvelser, for at mindske din  risiko for blodpropper, særligt ifm. flyrejser. Du kan læse mere om flyrejser og graviditet her.

Vaccinationer af gravide ved udlandsrejser og er det sikkert?

Vælger man at tage ud og rejse under graviditeten, så er det vigtigt at lade sig vaccinere i henhold til anbefalingerne for jeres destination. Der er dog nogle typer af vacciner, som man ikke bør give til gravide. Det gælder overordnet de levende vacciner. Du bør tale med din læge eller dit vaccinationscenter om hvilke vacciner, der bør gives inden afrejse. Læs mere om vaccination under graviditeten her.

Lange gåture og sightseeing

Det kan du sagtens, hvis du er frisk og mobil, men prøv at være god ved dig selv ved ikke at presse dig for meget og sæt gerne ambitionerne lidt ned. Som gravid kan man være plaget af både kvalme, træthed, bækkensmerter og lægkramper, hvilket kan gøre det sværere at bevæge sig rundt og få set det hele,  men man kan dog fortsat nyde ferien på andre måder. God tur og god fornøjelse!

Få mere viden 

Find en masse andre af Læger Formidlers indlæg om graviditet, fødslen og tiden derefter på Trygge Maver infobloggen. Du kan også lytte til Trygge Maver podcasten her på hjemmesiden eller via Itunes og Spotify.

Er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller læs med på Trygge Forældre Infobloggen.

Kilder

Lægehåndbogen 

Sundhedsstyrelsen råd om solcreme  

Vaccinationer af gravide ved udlandsrejser

Statens Serum Institut 

Forfatter: Læge Cæcilie Weber Thomsen.
Redaktører: Læge Rebecka Hansen og læge Mads Langager Larsen.

Om forfatteren

Læge siden 2018. Jeg har erfaring indenfor psykiatri, kirurgi, hjertemedicin og almen praksis. Har forsket i tarmbakterier og sukkersygemedicin. Jeg interesserer mig for hormonelle sygdomme, gynækologi og fødsler. Gift med Christian. Vi har sammen en vildbasse af en søn på 3 år, og en hvid hund.