Læger Formidler
Du læser lige nu

Flyvning under graviditeten 

3
Trygge Maver Infoblog

Flyvning under graviditeten 

Du har måske planlagt en rejse inden du blev gravid, eller ønsker at komme ud og opleve verden, inden livet for alvor skal til at ændre sig med et lille nyt familiemedlem. I den forbindelse kan der opstå mange spørgsmål i forhold til flyrejsen, såsom: Er det sikkert for mig og mit ufødte barn at flyve under graviditeten? Hvor længe og langt væk må jeg egentlig rejse, mens jeg er gravid? Læs med her, hvis du vil vide mere om flyvning under graviditeten. 

Hvor langt skal man være i graviditeten, før man ikke må flyve længere? 

Der er ingen generel grænse for, hvornår man ikke må flyve under graviditeten. Hvert flyselskab har fastsat deres egne regler for, hvor langt henne i graviditeten de tillader, at du må være under flyveturen, og hvilke distancer du må flyve ud fra din graviditetsuge. Du skal derfor altid være opmærksom på at kontrollere dit flyselskabs regler, når du bestiller din rejse. Nogle flyselskaber kan kræve en lægeerklæring på, at din graviditet er forløbet normalt. For de fleste selskaber gælder, at hvis du venter ét barn, må du flyve frit frem til fire uger før termin og du maks må flyve 4 timer med en lægeerklæring fra fire til to uger før termin. 

Årsagen til, at flyselskaberne skiller ved graviditetsuge 36+0, er, at risikoen for at gå i fødsel stiger dag for dag efter 36 uger. Derfor skal man også være ekstra påpasselig og konsultere med sin læge, hvis man tidligere er gået for tidligt i fødsel, har en kompliceret graviditet, eller venter tvillinger, da det i forvejen øger risikoen for at gå i for tidlig fødsel. Men bare rolig, selve flyveturen øger ikke risikoen for tidlig fødsel.  

Derudover kan det være en god idé at rådgive sig med sit forsikringsselskab forud for flyrejsen og undersøge, hvordan man er dækket, hvis der sker noget uforudset.  

Er der grænser for hvor lang flyveturen være når jeg er gravid?  

Som udgangspunkt er der ingen grænser for, hvor langt du må flyve, hvis du har en uproblematisk graviditet. Du er måske bekymret for, om længere flyrejser kan medføre medfødte misdannelser fra flystråling på fostret/dit ufødte barn? Heldigvis beskriver de nyeste retningslinjer, at det er usandsynligt, at den anbefalede strålegrænse for en gravid kvinde overskrides, hvis man flyver enkelte gange i løbet af sin graviditet, dvs. under 10 langdistance flyrejser udenfor Europa. 

Dog skal du være opmærksom på, at der kan være andre forhold ved din destination, du skal forholde dig til som gravid. Dette kan være infektionssygdomme, vaccinationer og sundhedstilbud på stedet. Du kan med fordel booke en samtale med din egen læge om dette, inden du tager på din langdistancerejse.   

Er der nogle risici ved at flyve under graviditeten? 

Når du er gravid, sker der ændringer i kroppen, som øger blodets evne til at størkne for at forebygge blødning både undervejs i graviditeten og efter fødslen. Derfor øges risikoen for blodpropper, når du er gravid. Derudover stiger risikoen for blodpropper yderligere under flyvning af flere årsager, b.la. fordi den store livmoder presser på store kar og nedsætter blodgennemstrømningen, mindre bevægelse, lavt tryk i kabinen og ændret luftfugtighed. Samlet set er risikoen for at få en blodprop som gravid flyrejsende vurderet til at ligge mellem 0,03 og 0,17%. 

Du kan selv nedsætte risikoen for blodpropper under din flyrejse. Det anbefales, at du gør følgende på flyveture, der varer over 4 timer: 

  • Bevæg dig hyppigt 
  • Udfør venepumpeøvelser 
  • Undgå koffein 
  • Undgå tætsiddende tøj 
  • Undgå dehydrering 
  • Brug korte støttestrømper  
  • Vælg en gangplads for lettere adgang til bevægelse 

Hvis du er i øget risiko for blodpropper, for eksempel fordi du tidligere har haft en blodprop, er kendt med en blødersygdom, har en øget tendens til blodpropper i din familie, eller at du har et højt BMI, skal du tale med din læge om, hvorvidt du kunne have gavn af blodfortyndende medicin i forbindelse med din flyrejse.  

Ud over de risici, der kan være for dig som gravid ved at flyve, kan det også fylde, hvorvidt det er farligt for dit ufødte barn. Ingen studier har indtil videre vist, at der er risiko for skadelige effekter som spontan abort, for tidlig fødsel, lav fødselsvægt, vaginal blødning, svangerskabsforgiftning eller forløsning ved kejsersnit i relation til flyvning.  

Når du har taget dine forholdsregler, kan du derfor roligt tage afsted på eventyr – og derefter er det bare at nyde din ferie. Rigtig god rejse! 

Få mere inspiration og viden  

 Find flere indlæg fra Læger Formidler om tiden op til og efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller lyt til Trygge Maver Podcasten.   

Eller er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller se indlæg på  Trygge Forældre Infobloggen.  

Forfatter: Læge Mads Langager Larsen (d. 12.11.2020) 

Opdateret af læge Julie Thor Christensen (d. 28.03.2024) 

Redaktører: Læge Rebecka Hansen, Læge Louise Laub Asserhø (12.11.2020), Læge Jeanett Nielsen (28.03.2024) 

Kilder: 

Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi guideline – Flyvning og graviditet 

https://static1.squarespace.com/static/5467abcce4b056d72594db79/t/65df5ab1ee83d037ebd6b1ae/1709136562708/Flyvning+og+graviditet+2024.pdf

Dansk Selskab for Trombose og Hæmostase og DSOG – Retningslinje: graviditetsrelateret trombose risikovurdering, profylakse, udredning og behandling 
https://dsth.dk/pdf/gravid_final_2023.pdf 

Om forfatteren

Flere læger fra Læger Formidler er gået sammen om dette indlæg. Læs om medlemmerne i Læger Formidler under "Om om" sektionen.