Læger Formidler
Du læser lige nu

Gonorré

9
Tryg i livet infoblog

Gonorré

Gonorré er en seksuelt overført infektion, der skyldes en bakterie ved navn “Neisseria gonorrhoeae” også kaldt “gonokokbakterien”.

Der er en stigning i antallet af smittede personer i Danmark med gonorré, de seneste mange år. I Danmark er der en større andel af mænd, der er smittede i forhold til kvinder. Der er en øget risiko for smitte hos mænd, der har sex med mænd, samt mænd, der har sex med kvinder, og som har tilfældige partnere under udlandsrejse, herunder sex med prostituerede/sexarbejdere.

Hvordan smitter Gonorré?

Gonorré smitter gennem ubeskyttet sex dvs. f.eks. sex uden kondom. Smitte kan ske ved vaginal, anal og oral sex. 

Sjældnere kan smitte ske fra mor til barn under fødslen. 

Hvad er symptomerne?

Symptomerne opstår ca. 2-8 dage efter smitte og kan vise sig som svie ved vandladning (når man tisser) og gult sekret/udflåd fra urinrøret og fra penis/skeden. 

Nogle kan opleve ubehag i maven eller underlivet, samt smerter ved samleje. Andre kan også have infektion på mandlerne i halsen eller på endetarmen, men dette ses mere sjældent. 

Det er vigtigt at vide, at hos 50% af kvinder og 10%-20% mænd, der er smittet med Gonorré, er infektionen uden symptomer. Selvom man ingen symptomer har, er det altså stadig muligt at få komplikationer og ikke mindst: smitte andre!

Hvilke komplikationer kan der opstå?

Hos kvinder kan betændelse i urinrøret og livmoderhals sprede sig til underlivet og forårsage underlivsbetændelse. Andre gange kan det forårsage bylder ved skedeindgang eller urinrøret. Nogle gange kan infektionen ramme æggelederen og kan på sigt medføre kroniske underlivssmerter, infertilitet, samt øge risikoen for graviditet udenfor livmoderen. Det er derfor vigtigt at blive behandlet for sygdommen hurtigst muligt, da det kan mindske risikoen for ovennævnte komplikationer.

Hos mænd kan infektionen sprede sig til bitestikler og prostata. Spredning til bitestikler kan medføre uønsket sterilitet. Mænd kan desuden ligesom kvinder udvikle bylder.

Børn, der er smittet fra mor under fødslen, kan få en øjenbetændelse

Øjenbetændelsen kan også ses hos voksne, og skal behandles. Det er vigtig at få hurtig behandling, da det i værste fald kan føre til blindhed. 

En sjældnere komplikation er, når kroppen danner antistoffer mod bakterien. Antistofferne kan finde vej og til led og øjne og kan her forårsage betændelsestilstand, også kendt som “Reiters syndrom”. 

En anden sjælden komplikation er, når gonokokbakterien spreder sig til blodbanen og medfører feber, smerter og hævelse i større led og giver små betændte blærer på huden i hænder og fødder.

En meget sjælden, men alvorlig komplikation er, hvor gonokbakterien medfører blodforgiftning. Denne tilstand kræver øjeblikkelig lægehjælp og behandling.

Hvad skal du selv være opmærksom på :

At man kan smittes med gonorré mere en én gang, dvs man bliver altså ikke “resistent” mod sygdommen. 

Brug kondom ved samleje, da kondom beskytter mod smitte med gonorré og andre seksuelt overførte sygdomme. Du skal dog være opmærksom på, at gonorré også kan smitte via oral-og analsex.

Hvis du er smittet med gonorré, skal din seksualpartner(e) informeres, så de også kan undersøges og behandles, så man kan undgå at smitte andre og undgå øvrige komplikationer, som bl.a. underlivsbetændelse, sterilitet m.m.

Man bør ikke dyrke sex, før man er færdig med behandling og har været til en kontrol hos lægen, som bekræfter, at behandlingen har virket ved en såkaldt “kontrolpodning”.

Undersøgelse og behandling:

Lægen vil foretage en undersøgelse af underlivet, bl.a. ved at se på urinrørets åbning og livmoderhalsen, for at se efter tegn på betændelse. 

Lægen vil pode fra urinrør, og hos kvinder også fra enten bunden af skeden eller livmoderhalsen. Nogle gange vil man supplere med podning også fra endetarm og svælg.

Mænd vil nogle gange blive tilbudt at lave en urinprøve, i stedet for at blive podet fra urinrøret (da dette kan være meget smertefuldt).

Man vil ofte blive tilbudt at blive testet for øvrige kønssygdomme samtidigt, bl.a. klamydia, HIV,  Syfilis mm. 

Gonorré behandles med antibiotika, og som udgangspunkt er simpel gonorré nemt at behandle. Man bliver tilbudt at møde til kontrol hos lægen en til to uger efter behandling. Lægen vil kontrollere effekten af behandlingen med en ny podning.

Ved svære komplikationer og påvirket almentilstand kræver det indlæggelse på hospital og større doser antibiotika.

Dette blogindlæg er skrevet for at give dig et generelt billede af Gonorré og til at gøre dig tryggere i et evt. sygdoms -og behandlingsforløb. Derfor går vi ikke i dybden med mere specielle/komplekse behandlinger eller komplicerede individuelle forløb. Kontakt din egen læge, hvis du har spørgsmål eller bliver i tvivl.”

Forfatter:

Niloofar Sherazi Dreyer, læge

Redaktion:

Anne-Sophie Homøe, læge

Referencer:

Statens Serum Institut, SSI

https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/g/gonore

Statens Serum Institut, SSI

Anbefalinger om forebyggelse, diagnose og behandling af seksuelt overførbare infektioner

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2015/~/media/9881BB0E837B41DAAE0954A1A8D798B9.ashx

Sundhed.dk, Lægehåndbogen

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/sexsygdomme/tilstande-og-sygdomme/gonore/

Sundhed.dk, Patienthåndbogen

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sexsygdomme/sygdomme/bakterieinfektioner/gonorre/