Læger Formidler
Du læser lige nu

Kosttilskud i graviditeten      

0
Trygge Maver Infoblog

Kosttilskud i graviditeten      

Du er blevet gravid, og der går formentlig ikke længe, fra du står med den positive test i hånden, før bekymringerne omkring om, hvilke tilskud du ”skal” og ”ikke skal” spise som gravid, starter. Måske har overvejelserne eller bekymringerne herom allerede taget fat, før du stod med den positive test.  

Det kan føles uoverskueligt at sætte sig ind i alle de gode råd der findes, og derfor har vi her samlet de generelle anbefalinger om kosttilskud op til og under graviditeten i dette indlæg.  

Generelle anbefalinger 

Det man spiser og drikker som gravid har betydning for barnets udvikling i maven. Men det har også betydning for dig selv og dit eget helbred i graviditeten. Generelt anbefales det, at man spiser sundt og varieret i sin graviditet, og at man forsøger at leve efter de officielle kostråd. 

Derudover anbefales gravide et dagligt tilskud af folsyre, D-vitamin og jern. Folsyre og D-vitamin fås både som separate tilskud eller samlet i en multivitaminpille til gravide, som indeholder de anbefalede mængder af folsyre og D-vitamin.  

Folsyre – så snart du planlægger at blive gravid 

Allerede fra du planlægger at blive gravid og til og med 12. graviditetsuge, anbefales det at tage et tilskud af folsyre på 400 mikrogram dagligt. Folsyre er et B vitamin, der blandt andet bruges til at danne nye celler i kroppen, og tilskud af folsyre forebygger derfor misdannelser i fosterets hjerne og rygmarv. Folsyre findes naturligt i fødevarer som spinat, bælgfrugter, brune bønner, brød, gryn og visse bær og frugter, men for at sikre sig, at man får tilstrækkeligt som gravid anbefales et tilskud.  

Er du blevet uplanlagt gravid, anbefales det blot at starte med folsyre tilskud, så snart man opdager den glade nyhed.  

D-vitamin og kalk 

Hvis du som gravid mangler D-vitamin gennem længere tid, bliver niveauet af D-vitamin hos din nyfødte også lavt. Den vigtigste kilde til D-vitamin er sollys, men D-vitamin findes bl.a. også i fisk, særligt fede fisk som makrel, sild og laks. Alle gravide anbefales et tilskud af 10 mikrogram D-vitamin gennem hele graviditeten. Hvis man er født med en mørk hud og/eller bærer tøj der dækker arme og ben om sommeren, har man ofte brug for en større dosis D-vitamin (f.eks. 25 mikrogram).  

Kroppen bruger bl.a. D-vitamin til at omsætte kalk, som er vigtigt for dit barns vækst og godt for jeres begges tænder og knogler. Kalk findes primært i mejeriprodukter, og det anbefales derfor at spise mejeriprodukter svarende til: 

  • 250-300 ml mælk/mælkeprodukt og 1 skive ost dagligt  

eller  

  • 350-400 ml mælk/mælkeprodukt, hvis du ikke spiser ost 

Hvis du ikke indtager mejeriprodukter i disse mængder, anbefales et dagligt tilskud af kalk (calcium) på 500 mg sammen med ovennævnte tilskud af D-vitamin.    

Det anbefales at fortsætte med tilskud af kalk og D-vitamin, mens man ammer. 

Jern 

Fra 10. graviditetsuge anbefales 40-50 mg jerntilskud daglig. Jern bruges til at danne røde blodlegemer, til dannelse af moderkagen og til selve fosteret. Normalt får vi dækket vores daglige jernbehov gennem kosten, men fordi behovet for jern stiger under en graviditet, er det nødvendigt med et tilskud. Et tilskud af jern forebygger udtømning af jerndepoterne og blodmangel. Jern optages bedst på tom mave dvs. mellem måltider og uden andre kosttilskud men gerne med et glas frugt- eller grøntsagsjuice, da C-vitamin fremmer optagelsen af jern.  

Nogle kvinder oplever gener såsom forstoppelse ved indtag af jerntilskud. Oplever man gener, kan man forsøge at skifte til et andet jerntilskud. Læs vores selvstændige blogindlæg om jerntilskud i graviditeten. Der finder du også råd til, hvordan man kan tage kampen op mod de mest almindelige bivirkninger. Spørg på apoteket, om de kan anbefale et andet tilskud.   

Hold igen med øvrige kosttilskud  

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man holder igen med andre kosttilskud end de ovenfor angivet, når man forsøger at blive gravid, er gravid eller ammer. Dette skyldes, at man ved for lidt om risikoen for fosterskade ved indtag af kosttilskud, som f.eks. indeholder urter eller plantedele. Myndighedernes råd bør altså følges, medmindre andet er aftalt med læge, jordemoder eller sundhedsplejerske.  

Visse vitaminer og mineraler skal man være ekstra opmærksom på som gravid. Det gælder f.eks. A-vitamin, da store mængder af dette kan skade fosteret. A-vitamin findes i store mængder i lever og levertran, hvorfor gravide frarådes at spise dette. Man må gerne spise leverpostej, når man er gravid, men det anbefales at begrænse indtaget.  

Fiskeolie i graviditeten anbefales ikke af de danske myndigheder, men der er forskning der tyder på, at det kan have gavnlige effekter. Vælger man at tage fiskeolie i sin graviditet, skal man være opmærksom på, at fiskeolie af typen Omega-3 påvirker blodets evne til at størkne. Det kan derfor give øget risiko for blødning og blodansamlinger ved en fødsel eller operation. Derfor anbefales det, at man stopper med at spise Omega-3, 3-4 uger før og mindst 7 dage før forventet vaginal fødsel eller kejsersnit. 

Hvis du vil vide mere, kan du lytte til vores Trygge Maver Podcast, episode 5, som omhandler kosttilskud i graviditeten og hvad man som gravid anbefales at spise eller ikke at spise. 

Få mere inspiration og viden  

Find en masse andre af Læger Formidlers indlæg om graviditet, fødslen og tiden derefter på Trygge Maver infobloggen. Du kan også lytte til Trygge Maver podcasten her på hjemmesiden eller via Itunes og Spotify. 

Er det måske den lille der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller læs på Trygge Forældre Infobloggen 

 Forfatter : Læge Rebecka Hansen 

Fagligt opdateret af: Læge Louise Viktoria Mortensen 

 Redigeret af: Læge Camille From Reese 

 Publiceringsdato: 02.05.2024  

Kilder  

Sundhedsstyrelsen (Anbefalinger om kost til gravide)  

Fødevarestyrelsen (Gravid eller ammende – hvad skal du spise og drikke)  

  

Om forfatteren

Har arbejdet som læge siden 2013 og på Hvidovre med gynækologi, graviditet og fødsler siden 2016. Forsker sideløbende i jernstatus under graviditeten. Mor til en skøn vildbasse på 4 år.