Læger Formidler
Du læser lige nu

Brystundersøgelse 

0
Trygge Kvinder blog

Brystundersøgelse 

Hver 10. kvinde i Danmark får konstateret brystkræft. Alt for hyppigt opdages brystkræft først, når kræften har spredt sig til andre organer. Ved at kende dine bryster og undersøge dem selv, er det i nogle tilfælde muligt at opdage en kræftknude i brystet tidligere. 

Det normale bryst

Brystet består hovedsageligt af småknudret væv også kaldt kirtelvæv. Kirtlerne kan variere i størrelse, og det er derfor vigtigt, at du kender dit bryst og undersøger det med jævne mellemrum. På den måde opdager du nemmere, hvis der opstår en ændring i brystet. Der er stor forskel på kvinders bryster, og det er normalt, hvis det ene bryst er større end det andet. Under din cyklus, graviditet og amning kan brysterne ændre sig helt naturligt. 

Brystkræft

Brystkræft er en ondartet knude, der ofte er opstået i kirtelvævet. Brystkræft er den hyppigste kræftsygdom blandt danske kvinder, og hvert år får 4800 kvinder i Danmark konstateret brystkræft. Brystkræft, der opdages i et tidligt stadium, kan helbredes hos 3 ud af 4 kvinder. Risikoen for at få brystkræft stiger med alderen, og ca 80% af alle kvinder der får brystkræft er over 50 år. Kvinder mellem 50-69 år bliver tilbudt mammografiscreening hvert andet år. Det er vigtigt, at din egen undersøgelse af dine bryster ikke erstatter en mammografi.

Brystundersøgelse DIY

En god brystundersøgelse udføres lige efter sidste cyklusdag. Nedenstående er et forslag til en brystundersøgelse, der kan foretages af dig selv:

1. Se på dine bryster. Stå ret og symmetrisk foran et spejl. Læg mærke til hudforandringer, rødme, hævelse eller ujævnheder. Se på brystvorten. Ser den normal ud, eller er der sår, væske eller andre forandringer. Løft herefter armene over hovedet og tjek ovenstående endnu engang. 

2. Mærk på dine bryster. Du kan bruge 3 forskellige metoder. Hvilken metoder du vælger, er op til dig, men undersøgelsen skal foretages både stående/siddende og liggende.

  • Cirkelmetoden: Du benytter dine tre midterste fingre. Start i yderkanten af brystet, og bevæg fingrene i cirkler, mens du arbejder indad mod brystvorten. Gentag bevægelsen op og ned. Husk også at undersøge armhulen. 
  • Linjemetoden: Her benyttes fingerspidserne på dine tre midterste fingre. Bevæg fingrene i en lodret linje fra armhulen til under brystet. Gentag bevægelsen mens du flytter fingrene længere ind mod brystet indtil hele brystet er undersøgt.  
  • Hjulet: Her benytter du dine tre midterste fingre. Du skal undersøge brystet som eger i et hjul. Start yderst i brystet og bevæg dig mod brystvorten. Gentag indtil hele brystet og armhulen er undersøgt. 

Formålet med en brystundersøgelse er at se og mærke forandringer i brystet og/eller armhulen, der opstår fra måned til måned. Husk at undersøge begge bryster hver gang. 

Se video på patienthåndbogen

Vidste du: 9 ud af 10 knuder i brystet, som kvinder selv opdager, viser sig at være godartede. Efter overgangsalderen danner kvinder sjældent godartede knuder i brystet. 

Hvornår skal du søge læge? 

Du skal søge læge hvis du har symptomer på brystkræft: 

  • Hvis du opdager en knude i brystet
  • Hvis du opdager en knude i armhulen eller over kravebenet, der ikke forsvinder i løbet af 1-2 uger
  • Hvis du opdager væske eller blod fra brystvorten
  • Sår eller eksem der ikke heler
  • Brystvorten, brystet eller huden over brystet ændrer udseende
  • Betændelseslignende brystkræft er en sjælden kræftform. Symptomerne er diffus rødme, lokal varme, kløe og ømhed i brystet. Brystet er ofte forstørret. Tilstanden udvikler sig hurtigt over dage til uger. Huden kan ligne appelsinhud. 

Hvis du er usikker på noget, bør du under alle omstændigheder tale med sundhedspersonale om det.

Derudover er nogle former for brystkræft arvelige. Hvis der er ophobning af bryst- eller æggestokkekræft i din familie, skal du tale med din læge for at få vurderet, om du skal udredes for arvelig brystkræft. 

Skal jeg undersøge mine bryster hver måned?

Forskning har endnu ikke kunnet vise, at regelmæssig selvundersøgelse af brysterne forbedrer overlevelsen af brystkræft. På trods heraf er det hensigtsmæssigt at være opmærksom på sine bryster og søge læge, hvis man opdager symptomer som beskrevet ovenfor. 

Få mere inspiration og viden

Patienthåndbogens vejledning og animation om brystundersøgelse

Kilder

Patienthåndbogen – brystkræft

Lægehåndbogen – knude i brystet

Kræftens bekæmpelse 

Forfatter: Læge Sophie Brinck Andersen

Redigeret af: Læge Julie Juul Jørgensen

Om forfatteren

Læge siden 2017. Har skrevet PhD om hvorvidt medfødte genetiske mutationer kan disponere til lammelser efter poliovirus infektion. Jeg har stor passion for genetik, DNA og kvindekroppen. Klinisk erfaring fra kirurgisk afdeling og almen praksis. Arbejder i en kvindepraksis, men er aktuelt på barsel med lillesøster Vilma.