Trygge Maver,  Trygge Maver Infoblog

Efterfødselsundersøgelse 

Graviditeten er forbi, fødslen er ovre, og barselstiden er skudt i gang. Nu er det tid til at få tjekket understellet og få en snak om amning, humør og prævention i fremtiden. I Danmark tilbydes to efterfødselsundersøgelser. Denførste undersøgelse tilbydes få dage efter fødslen hos en jordemoder eller barselssygeplejerske, og den anden undersøgelse tilbydes otte uger efter fødslen hos din egen læge. Læs med her, hvis du vil blive klogere på 8-ugers undersøgelsen, og hvordan du bedst forbereder dig.  

Efterfødselsundersøgelse hos egen læge 

Din læge har ofte en dagsorden med emner, der skal gennemgås eller berøres. Det omhandler blandt andet fødslen, amning, fremtidig prævention og sexliv, smerter, inkontinens og en undersøgelse af underlivet. Du kan komme alene, men du kan også tage dit barn og/eller din mand med.  

Fødslen 

En fødsel kan være alt fra en magisk oplevelse til et livsændrende traume. Nogle kvinder har brug for at snakke fødslen igennem mange gange, mens andre beholder oplevelsen mere personligt. Ved behov kan der arrangeres en efterfødselssamtale på det hospital man har født, eventuelt med den jordemoder der var med under fødslen. Det er også altid muligt at snakke med sin egen læge om fødselsforløbet.  

Humør 

Let til tårer, barselsblues, temperamentsfuld, lykkelig, ustabil? Som nybagt mor kan du gennemgå alle spektre af følelsesregistret i løbet af en enkelt dag. Over halvdelen af nybagte mødre oplever et følelsesmæssigt kaos 3-5 dage efter fødslen, hvilket blandt andet skyldes hormonstorm og mangel på omsorg for dine egne basale behov. Fødselsdepression derimod forekommer hos ca. 10 % af kvinder og 7% af mænd, hvorfor din læge vil være opmærksom på symptomer på dette, både hos dig og din partner. Nogle forældre vil i perioder føle forbigående depressive symptomer, tilknytningsvanskeligheder, afmagt eller have svært ved at acceptere den nye familiesituation. Dette kan være ganske normalt. Din læge kan hjælpe med at vurdere om netop din situation kræver behandling.  

Smerter 

Uanset om du har født ved kejsersnit eller gennem skeden, vil langt de fleste kvinder være stort set smertefri ved efterfødselsundersøgelsen otte uger efter fødslen. Har du fortsat smerter fra dit ar eller dine syninger, kan det være en god ide at nævne for din læge ved denne undersøgelse.  

Husk: Amning kan give sarte slimhinder, hvilket f.eks. kan føles smertefuldt under sex. Det er normalt. Glidecreme kan afhjælpe ubehaget.  

Sex og prævention  

Det er helt normalt, hvis I ikke er kommet i gang med lagengymnastikken endnu. Nogle kvinder føler sig klar kort tid efter fødslen, mens andre har brug for længere tid. Under graviditet og amning falder mængden af det kvindelige kønshormon østrogen, hvilket kan nedsætte sexlysten og gøre slimhinderne tørre og ømme. Det kan være en god ide at bruge masser af glidecreme, når dobbeltsengen atter skal indvies.  

Din egen læge vil også bringe fremtidig prævention på banen ved denne konsultation. I kan tage en snak om, hvad der passer til dig og din situation. Husk at amning ikke beskytter mod graviditet.  

Åreknuder og hæmorider 

Op mod 70% vil opleve varierende grader af åreknuder i løbet af graviditeten, og hos mange kvinder vil åreknuderne sidde omkring endetarmen. Det kalder man hæmorider. Hæmorider kan opstå under graviditet, men af og til resulterer selve fødslen af din baby desværre også i en hæmoride. Rigeligt væske, fiberrig kost og lind afføring kan i mange tilfælde få hæmoriderne til at trække sig sammen uden behandling. Har du ved efterfødselsundersøgelsen fortsat gener som smerter, kløe eller blødning fra endetarmen, er det en god ide at snakke med din læge om det.  

Inkontinens 

I ugerne/månederne efter fødslen kan det være normalt at dryptisse ufrivilligt ved f.eks. host, latter eller tunge løft. Langt det meste dryptisseri vil aftage i takt med at bækkenbunden styrkes f.eks. ved at huske knibeøvelserne. Det kan tage op mod 3 måneder at fange knibet efter en fødsel så ha’ tålmodighed og vedholdenhed, hvis du ikke ser resultater med det samme. Nogle kvinder kan have behov for vejledning fra en fagprofessionel med særlig viden om inkontinens efter en fødsel, det kan for eksempel være en fysioterapeut. Dog er de fleste fysioterapeuter med særlig viden inden for dette område private, og derfor ikke et tilbud via det offentlige. 

Vidste du: Gravide, som laver knibeøvelser, mindsker risikoen for at udvikle inkontinens i graviditeten og op til seks måneder efter fødslen. 

Underlivsundersøgelse 

Ved 8 ugers undersøgelsen hos din egen læge tilbydes du også en underlivsundersøgelse. Her mærker din læge om livmoderen har trukket sig sammen til den rigtige størrelse, samt vurderer din evne til at knibe sammen i bækkenbundsmuskulaturen. Din bækkenbund og fødselskanal er blevet meget udvidet de sidste 9 måneder, så det er helt normalt, hvis dit knib ikke er stærkt. Den største barselsgave, du kan give til dig selv, er at få lavet knibeøvelser.  

Hvis du er bristet og syet efter fødslen, kan lægen være med til at vurdere om alt er vokset hensigtsmæssigt sammen. Har du har været indkaldt til celleskrab under graviditeten, vil prøven desuden kunne tages nu.  

Hvad kan du forberede op til efterfødselsundersøgelsen? 

”Må jeg løbetræne?”  

”Jeg tisser lidt i bukserne i løbet af dagen”… 

”Jeg har smerter…” 

”Jeg er grædefærdig…” 

”Fødslen fylder enormt meget…” 

”Hvad med prævention?” 

”Amningen er kokset…” 

Måske har du tusinde spørgsmål, måske har du ingen. Forbered dig. Hvad vil du gerne have ud af undersøgelsen? Du kan snakke med din læge, om det der fylder i netop din hverdag. 

Det er din efterfødselsundersøgelse 

Din efterfødselsundersøgelse er ikke bare et tjek af underlivet og snak om prævention. En efterfødselsundersøgelse kan indeholde lige præcis det, som du har brug for at snakke med din læge om ifm. fødslen og barslen. Forbered dig på en snak om fødsel, sexliv, prævention, humør og en underlivsundersøgelse, men forbered dig også på det, som er vigtigt for dig.  

Hvis der har været komplikationer under din graviditet, som kan have betydning for en eventuelt næste graviditet, kan man også tage en snak om dette.  

Få mere inspiration og viden 

Patienthåndbogens vejledning om efterfødselsundersøgelsenfødselsdepression og knibeøvelser 

Find flere indlæg fra Læger Formidler om tiden op til og efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller lyt til Trygge Maver Podcasten.  

Eller er det måske den lille, der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller se indlæg på  Trygge Forældre Infobloggen

Forfatter: Læge Sophie Brinck Andersen 

Redigeret af: Læge Julie Juul Jørgensen og Læge Iben Riishede 

Fagligt opdateret og redigeret: Læge Ida-Marie Højgaard Olsen  

Redigeret af: Læge Line Brink  

Publiceringsdato: 22/1-2026 

Kilder 

Lægehåndbogen 

Patienthåndbogen, åreknuder i graviditeten  

Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen 

Fakta om fødseldepression fra Sundhedsstyrelsen  

Fotograf: Arron Mills

Læge siden 2017. Har skrevet PhD om hvorvidt medfødte genetiske mutationer kan disponere til lammelser efter poliovirus infektion. Jeg har stor passion for genetik, DNA og kvindekroppen. Klinisk erfaring fra kirurgisk afdeling og almen praksis. Arbejder i en kvindepraksis, men er aktuelt på barsel med lillesøster Vilma.