I mine år som læge er jeg ofte stødt på spørgsmålet, hvordan man egentlig “går til psykiater”. Med et brækket ben er det nemt nok at henvende sig på en skadestue, eller ringe 112, og vise dem hvad der er sket. Men hvad gør man når sygdommen ikke kan ses; eller når man ikke engang selv helt kan sætte ord på, hvad der er galt?
Hvad er en psykiater?
En psykiater er en læge der har specialiseret sig omkring de sygdomme som påvirker sindet. Som psykiater har man først gennemgået en almindelig læge uddannelse. Derefter videre uddanner man sig mindst 5 år med specialisering i netop psykiatri og neurologi. Først dér man kan kalde sig speciallæge i psykiatri og dermed psykiater. Dertil har mange yderligere specialisering i f.eks psykoterapi, spiseforstyrrelser, depression, ADHD og meget andet.
Hvordan får jeg kontakt til en psykiater?
I første omgang henvender man sig nok til sin egen læge. Din egen læge er speciallæge i almen medicin, men en del af vedkommendes omfattende uddannelse er også indenfor psykiatri. Måske ikke nok til at diagnosticere eller behandle det hele, men nok til at sammen med dig at finde ud af, om der er behov for specialiseret behandling hos en psykiater.
Har man brug for en psykiater kan din egen læge henvise dig til en privat praksis, til et sygehus eller et ambulatorium. Overalt i landet er der ligeledes psykiatriske skadestuer, hvor man selv kan henvende sig ved akut behov.
Bliver du henvist til et ambulatorium eller kommer akut til en skadestue, er det meget muligt at du møder en yngre læge. Altså en, som ikke er specialiseret helt endnu, men som er under uddannelse. Dette behøver man ikke være ked af, da de allerede ved meget. Og endnu vigtigere, har specialister bag sig som de altid kan spørge.
Hvad forventes ved en samtale med psykiater?
Når man ikke har prøvet at være ved en psykiater før, så kan man godt blive i tvivl om hvordan man skal starte. Det er helt naturligt, at man kan blive nervøs. Her kommer derfor nogle gode og velmente råd:
Ved mødet med psykiateren skal man forsøge:
- At formulere, hvad der er i vejen, så præcist som muligt. F.eks. hvorfor du i første omgang tog til din egen læge
- At fortælle om det man oplever (tanker, følelser, handlinger)
- At fortælle hvornår det startede og hvordan man havde det før det begyndte
- At fortælle hvis ens pårørende har bekymringer. Man kan med fordel tage en pårørende med
Især med psykiatriske vanskeligheder kan det være svært at sætte ord på hvad man oplever og føler. Det kan være en så vag og uspecifik følelse at ordene ikke rækker til. Her kan man berolige sig med, at man i psykiatrien er vant til dette. Vores job er derfor, at gøre, hvad vi kan, for sammen at komme frem til en fælles forståelse af problemet.
Hvordan foregår udredningen?
Psykiateren vil vide mange detaljer, og vil ofte også spørge ”rundt omkring” dine bekymringer for at få et helhedsbillede. Vedkommende vil spørge om dit sociale liv, din uddannelse, dine holdninger, dit sexliv og hvad du laver når du keder dig. Dette kan for nogle opleves som meget grænseoverskridende og uvæsentlige spørgsmål, men det er vigtige oplysninger. Da menneskets sind er komplekst, er det vigtigt at man får en holistisk forståelse af det, for at kunne udrede eventuelle sygdomme.
Psykiateren vil måske bestille blodprøver, taget et billede af din hjerne eller andre undersøgelse. Alt dette for at forstå, hvor vanskelighederne kommer fra. Du vil måske også blive bedt om at gennemgå nogle særlige spørgeskemaer, eller at udfylde nogle derhjemme.
En undersøgelse kan tage alt fra 30 min til adskillige timer. Nogle gange over flere omgange, afhængigt af kompleksiteten og problemstillingen. Er du i en skadestue vil nok opleve, at man holder det mere til det akutte problem og overlader resten til en privat praksis, ambulatorium eller en indlæggelse.
Vær ikke bange for at svare ærligt! Der er ikke noget du kan sige hvor ”bordet fanger” og så er du pludselig sindssyg. ALLE mennesker har sine ”mærkeligheder” og det betyder ikke nødvendigvis at man er syg – derfor kigger vi netop på helhedsbilledet.
Som tidligere nævnt, så tag gerne en pårørende med til samtale. Det kan for psykiateren ofte være rart at høre beskrivelsen fra nogen der kender dig. F.eks. hvordan plejer du at være og hvad der er anderledes nu.
Hvad så bagefter?
Når samtalerne og eventuelle undersøgelser er færdig, da vil psykiateren konkludere om du fejler noget eller ej. Psykiateren vil forklare, hvorfor de er endt ved den konklusion, og hvad det betyder for dig. Herunder selvfølgelig behandlingsmuligheder, som vil blive diskuteret med dig.
Det kan også være, at konklusion er, at du ikke fejler noget. Her er det vigtigt at huske, at psykiatere arbejder med sygdomme, og mange ting, som påvirker os er ikke nødvendigvis sygelige. Har du f.eks været udsat for nylig krise (sygdom, død eller skilsmisse), så er du nok ikke nødvendigvis deprimeret, men måske mere ‘’almindeligt ked af det”. Dette betyder ikke, at det ikke er svært og hårdt, men at lidelsen er en naturlig reaktion og derfor ikke en sygdom. Det positive her er, at man så formentlig ikke skal have medicin, men tid, kærlighed og omsorg og måske en henvisning til en psykolog.
