Mange af os har nok oplevet at fejle et eller andet, som i sidste ende har givet anledning til, at lægen har udskrevet “en omgang penicillin”. Men penicillin er jo ikke “bare” penicillin. Penicilliner indgår i den noget bredere betegnelse “Antibiotika”, som yderligere dækker over et hav af forskellige typer medicin, der alle har til formål at komme forskellige bakterier til livs – på den ene eller den anden måde.
Udviklingen af antibiotika har haft enorm betydning for bekæmpelsen af såvel store, som små sygdomme. Tilstande, som vi i dag betragter som ufarlige og nærmest banale, var før i tiden potentielt dødelige.
Første skridt mod antibiotika
Vi skal helt tilbage til 1676, hvor man første gang observerede bakterier i et mikroskop. Der skulle dog igen gå mange år, før “bakteriologien” for alvor fik ben at gå på. Først i løbet af 1800-tallet, begyndte man at få større forståelse for, hvordan sygdomme var forårsaget af mikroorganismer. Historien om bakteriologien er lang og spændende, men udover at den åbnede op for en ny forståelse af sygdom og smittespredning, så blev kimen også lagt til udviklingen af antibiotika – eller det man dengang kaldte “antiseptisk” behandling.
Men hvordan blev antibiotika udviklet?
Den første type “antibiotika” blev udviklet i 1910 af den tyske professor, Paul Erlich. Han lykkedes med at udvikle et middel, “Salvarsan” (også kendt som “arsfenamin”), som virkede mod særligt syfilis. Behandlingen var dog ikke helt uden bivirkninger, og udfordringen med at behandle flere sygdomme var ikke løst.
Den helt store videnskabelige revolution kom i 1928, da Sir Alexander Fleming gjorde lidt af et fund. I sit laboratorium havde han efterladt nogle såkaldte “bakteriekulturer”, inden han tog afsted på ferie. En af bakteriekulturerne var blevet “forurenet” af en svamp, og bakterierne havde derfor ikke kunne vokse. Dette fund skulle vise sig at være et gigantisk videnskabeligt tilfælde. Og fordi videnskaben har det svært med tilfældigheder, trak Fleming naturligvis i arbejdstøjet, og fandt, at svampen faktisk kunne bekæmpe flere, men ikke alle, bakterietyper. Svampen viste sig at være en “penicillium”-sort, som er beslægtet med skimmelsvamp. Deraf kom navnet “penicillin”.
Der skulle gå yderligere ca. 10 år, før det lykkedes at isolere selve substansen, som fungerede i den aktive bekæmpelse af bakterier. Herfra tog det dog fart, og Danmark begyndte også at producere penicillin i løbet af 1940’erne, til stor glæde for hospitaler og patienter.
Lægevidenskaben så sig aldrig rigtig tilbage, og i løbet af de næste mange år udviklede man videre på antibakterielle behandlingsmidler, så det ikke længere kun var penicillin, men også andre typer af antibiotika, man kunne tage i brug mod de forskellige bakterier. Det har haft ufattelig betydning for bekæmpelsen af bla. syfilis, gonorré, tuberkulose, meningitis, mellemørebetændelser, lungebetændelser, urinvejsinfektion, halsbetændelser og ja – mange sygdomme, der tidligere tog livet af folk, men som i dag behandles hurtigt, sikkert og effektivt.
Hvordan virker antibiotika?
Det er vigtigt, at man med antibiotika forstår, at der skelnes mellem behandlingen af virus og bakterier. Antibiotika virker på bakterier – og ikke virus eller svampe. Afhængig af, hvilken type antibiotika, man bruger, virker den ved enten at dræbe bakterien eller at hæmme væksten af bakterien. I begge tilfælde er hensigten at behandle den infektion, som bakterien har forårsaget. Vi skal huske, at mange bakterier lever og skal leve i bedste velgående sammen med os, som en del af vores normale “flora” – antibiotikaen er kun nødvendig, når bakterien giver anledning til infektion.
Hvad er fremtiden for antibiotika?
Det er velkendt, at antibiotika i nogle steder af verden bliver brugt lidt i overflod og ikke altid lige hensigtsmæssigt. Bakterier er “desværre” en levende organisme, og ligesom med så mange andre levende ting, forsøger bakterier også at forsvare sig mod fjender. I dette tilfælde: antibiotika.
Det har desværre ført til, at nogle bakterier har udviklet et resistensmønster. I Danmark er vi særligt bekymrede for MRSA (methicillin resistente staphylococcus aureus). Det er en stafylokokbakterie, der er modstandsdygtig over for en særlig type antibiotika. Derfor er vi meget opmærksomme på den i Danmark, idet den, hvis den forårsager sygdom, kan være sværere at behandle. Udover MRSA, findes der også andre typer af bakterier, som stille og roligt er ved at udvikle resistens overfor antibiotika.
Ifølge Statens Serum Institut (SSI) hører Danmark fortsat til blandt de lande, der er rimelig restriktive med brugen af antibiotika. Derudover, er der stor fokus på overvågning af antibiotika-brugen, samt udviklingen af resistens (det kan du læse mere om her https://www.danmap.org/about-danmap).
I dag tager vi måske lidt for givet, alt det, som antibiotikaen har betydet for verdens sundhed. Skal du tage noget med dig fra dagens indlæg, udover at lægevidenskaben indimellem lykkes med nogle utrolige opdagelser, så tag med dig:
At når du får en antibiotikakur – så skal du spise op! Det betyder, at hvis lægen siger behandling i 5 dage, så betyder det 5 dage – også selv om, du får det bedre efter 3 dage.
Infektionen skal behandles HELT ned – så mindsker vi sammen risikoen for udviklingen af resistens.
Undgå rester! Det anbefales ikke at spise resterne af en gammel kur, eller naboens tabletter, hvis man bliver syg. Smut forbi lægen, så du får antibiotika, der er bedst muligt målrettet mod præcis den bakterie, du er blevet syg af. Det mindsker risikoen for bivirkninger, udvikling af nye infektioner og udviklingen af resistente bakterier.
Forfatter
Anne-Sophie Homøe, læge
Redaktion
Valdemar Vejlstrup, læge
