Læger Formidler
Du læser lige nu

Haemophilus Influenzae B – HIB

11
Trygge Forældre Infoblog

Haemophilus Influenzae B – HIB

Haemophilus… hvad for en fisk? Haemophilus influenzae type B er en bakterie, som kan give de alvorlige sygdomme strubelågsbetændelse og meningitis. Bare tanken om meningitis kan få enhver forælder til at ryste i bukserne. Så hvordan hænger det hele lige sammen, og hvordan undgår man det? Bliv klogere på haemophilus influenzae B og vaccinen imod den i denne uges tirsdagsinfo.

Hvad er haemophilus influenzae B?

Haemophilus influenzae B, som også forkortes til det mere mundrette Hib, er en bakterie, der kan give strubelågsbetændelse (epiglottitis) og hjernehindebetændelse (meningitis) hos børn. På trods af de meget ens navne, har Hib ikke noget med den almindelige influenzavirus at gøre, som vi kender fra vinterhalvåret. Hib smitter gennem små dråber i udåndingsluften. 

Før vaccinationen blev indført, var Hib årsagen til op mod 60-80 årlige tilfælde af meningitis og 30 tilfælde af strubelågsbetændelse. Der døde i gennemsnit 2 børn hvert år, og flere fik varige mén. I dag ses kun ca. 2 tilfælde af Hib-meningitis årligt, og strubelågsbetændelse er nærmest udryddet. I dag er andre bakterier og virus den hyppigste årsag til meningitis.

Kilde: SSI – Effekten af vacciner i Danmark

Hvad er symptomerne?

Strubelågsbetændelse er (heldigvis) ikke en tilstand, man hører så meget til. Strubelåget er en slimhindefold, der ligger nederst i svælget og sørger for, at mad og drikke kommer ned i spiserøret i stedet for luftrøret. Ved betændelse i strubelåget, vil det typisk hæve op og give vejrtrækningsbesvær. Symptomerne er kraftige synkesmerter, savlen, feber, almen utilpashed og problemer med at trække vejret. Barnet vil typisk sidde foroverbøjet for at lette vejrtrækningen. Strubelågsbetændelse kan udvikles over få timer. I værste fald kan hævelsen lukke helt af ned til lungerne, hvilket er livstruende. 

De fleste har hørt om den frygtelige meningitis. Meningitis kan skyldes både virus og bakterier – og haemophilus influenzae B er én af årsagerne. Symptomerne er pludseligt opstået feber, hovedpine og opkastninger. Det syge barn bliver alment påvirket, døsigt eller uroligt, og det kan være svært at få kontakt med barnet. Ofte vil der opstå muskelspændinger i nakke og ryg, så det bliver vanskeligt og smertefuldt at bøje hovedet forover (nakke-ryg-stivhed). Hos spædbørn kan fontanellen (den bløde firkantede fordybning midt i kraniets øvre del) være spændt. Desuden vil et spædbarn ofte blive irritabelt, skingert skrigende og utrøsteligt. Hib-meningitis kan give varige mén som nedsat hørelse og hjerneskade. Bakterien kan også give blodforgiftning og betændelse i knogler og led.

Er det farligt?

Som I kan læse, kan Hib give nogle alvorlige sygdomme hos børnene, som kan være livstruende og kræve indlæggelse og behandling på sygehus. Men som nævnt forekommer strubelågsbetændelse og meningitis forårsaget af Hib-infektion meget sjældent i dag pga. børnevaccinationsprogrammet.

Hvornår skal jeg søge læge?

Som ved alle andre sygdomme hos børn, skal du kontakte lægen, hvis dit barn bliver sløvt, kontakten er ændret, hvis der er vejrtrækningsbesvær eller høj feber. Når vi taler om et sløvt barn med ændret kontakt, menes ikke, at barnet er træt og sover mere end det plejer. Her menes et barn, som falder hen, selvom man taler til det, et barn som ikke følger mor og far med øjnene, og som ikke reagerer på tiltale og berøring, som det plejer. Hvis dit spædbarn på < 3 mdr. får feber, skal du også kontakte læge. 

Læs gerne vores indlæg om SAFE! Cirklen for at vide, hvad du skal være opmærksom på, når dit barn er sygt. 

Hvornår vaccinerer man mod Hib?

I 1993 blev vaccination mod Hib indført i Danmark. Siden 2002 har det været en del af det danske børnevaccinationsprogram, og den gives ved 3, 5 og 12 måneder. Vaccinen bliver givet som del af en kombinationsvaccine med difteri, stivkrampe, kighoste og polio (Di-Te-Ki-Po-Hib). Du kan finde vores indlæg om Det danske børnevaccinationsprogram her

Der findes flere forskellige typer af haemophilus influenzae, men vaccinen virker kun mod type B. De andre typer er dog meget sjældne hos små børn, og ses primært hos ældre over 60 år.

I næste uge fortsætter vi vores tur gennem børnevaccinationsprogrammet – her kan I læse med om pneumokok-sygdom.  

Kilder

Sundhedsstyrelsen 

Lægehåndbogen

Statens Serum Institut – Strubelågsbetændelse

Statens Serum Institut – Hib-meningitis

Forfatter: Mimmi Torp (læge)

Redigeret af: Cecilie Clemmesen (læge) og Stine Schaldemose (læge)

Om forfatteren

Læge siden 2018. Har klinisk erfaring fra almen praksis, intern medicin og reumatologi. Derudover frivillig for Kræftens Bekæmpelse.