Læger Formidler
Du læser lige nu

Seksualitet og kræft i underlivet hos kvinder

12
Trygge Kvinder blog

Seksualitet og kræft i underlivet hos kvinder

Mange oplever, at seksualitet og sexliv påvirkes, når de får konstateret kræft i underlivet. Det at få en kræftdiagnose kan have stor indvirkning på identitet, livskvalitet og ikke mindst samliv. Her kan du læse om, hvordan seksualiteten kan påvirkes i sygdomsforløbet i relation til de forskellige behandlinger der findes.

Hvordan kan sexlivet og seksualiteten påvirkes, når man får en kræftdiagnose?

Det at få konstateret en så alvorlig sygdom som kræft medfører, at de fleste føler sig væltet bagover og mister kontrollen. Det er naturligt, at man i sådan en choktilstand mister lysten og overskuddet til sex. For nogle sætter det tidligt gang i tanker om ens samliv og relation til en eventuel partner. Det kan være svært at tale om seksualiteten, når den ikke er som tidligere, og det kan lede til frustrationer og misforståelser i et parforhold. Hvis den ene part ikke har lyst i en periode pga. sygdom, kan den anden tolke det som afvisning. De fleste har en usagt forventning om, at visse kærtegn bør lede til fuldbyrdet seksuelt samvær, og det kan medføre, at det nemmeste bliver at stoppe enhver form for intimt samvær, da man således ikke risikerer følelsen af afvisning eller ikke at leve op til partnerens forventninger. Samtidig fortæller mange par, at det de først og fremmest savner er intimiteten. Disse misforståelser kan nogle gange løses ved at tale om det sammen – evt. ved hjælp af en professionel.

For andre kommer seksuelle problemer først senere. Det er meget individuelt, hvordan man har det. Mange gennemgår forskellige faser, hvor seksualiteten fylder mere eller mindre. Det afhænger i høj grad af, hvor udbredt sygdommen er, og hvilken behandling der er nødvendig. Dog er det vigtigt at vide, at der selv ved svær sygdom er hjælp at hente til det seksuelle, og at nogle oplever seksualitet som en støttende faktor i en svær tid.

Fysiske gener og ubehag kan også påvirke psyken. Man kan opleve gener, der gør, at det er ubehageligt og smertefuldt at have sex. Bivirkning fra behandlingen kan betyde, at kroppen kommer til at se anderledes ud. Huden, slimhinderne og håret kan ændre sig. Operationer kan medføre, at der er perioder, hvor det direkte frarådes at have samleje. Alle disse ting kan være årsager til, at man føler sig mindre tiltrækkende og mister sexlysten. Mange oplever således, at det kan være svært at komme i gang med det seksuelle igen, selv efter at sygdomsforløbet er overstået.

Hvad kan der ske efter en operation?

Efter en operation for kræft i underlivet er de mest almindelige gener sammenvoksninger og nedsat følsomhed i området. Derfor kan man kan også opleve smerter ved indtrængen, blødning, eller tørhed i skeden, ligesom man kan have inkontinens og svært ved at tømme sin blære helt, når man skal tisse. Inkontinens giver sjældent smerter, men øger risikoen for blærebetændelser. De fleste oplever dog, at ovenstående er forbigående og bedres over tid.

Ved kræft i æggestokkene kan det blive nødvendigt at fjerne æggestokkene helt. Det vil betyde, at man går kunstigt i overgangsalderen, og har brug for hormonbehandling.

Hvad kan der ske efter kemoterapi og stråling?

Stråleterapi kan ligesom operation medføre inkontinens. Mange oplever i varierende grad tørhed, kløe, udslæt, rødme, hævelse og sår i skeden. Det bedres ofte med tiden, men i en periode kan man opleve, at samleje med indtrængen i skeden ikke er muligt pga. smerter.

Kemoterapi, særligt kombineret med strålebehandling, kan give nogle fysiske begrænsninger som træthed, kvalme og gener fra mave-tarmkanalen. Gener som hårtab og hudforandringer, herunder udslæt, kan også medføre, at man føler sig mindre attraktiv. Derfor kan det være en hjælp, at italesætte dette overfor sin partner og evt. søge hjælp mhp. at afhjælpe fysiske og psykiske gener så godt som muligt. Læs mere om dette nedenfor.

Flere måneder efter stråleterapi kan man opleve, at der kommer arvæv og skader på blodgennemstrømningen samt lymfødem (ophobning af lymfevæske i området.) Det vil ofte resultere i sårbare slimhinder og hud med tendens til svie, blødning og smerter. Nogle kan opleve at hormonproduktionen fra æggestokkene påvirkes, hvilket kan medføre overgangsalder (vedvarende eller forbigående.) Derfor kan der være behov for evt. behandling og hjælpemidler til at afhjælpe disse gener.

Hvilke behandling og hjælpemidler findes der?

Den seksuelle identitet er meget individuel. Der findes derfor ikke noget endegyldigt svar på, hvad der er den rette behandling eller hjælp ved seksuelle problemer efter et kræftforløb. Herunder findes nogle råd, som måske kan hjælpe dig:

●  Planlæg og skab muligheder for samvær med din partner og forsøg at skabe situationer, hvor I normalt plejer at have/få lyst.

●  Søg psykisk hjælp og støtte, hvis du eller din partner vurderer, at behovet er der. Det kan evt. starte med en samtale hos egen læge.

●  Når der bliver overskud til det, så tænk på nye måder at have sex på, der er behagelige for dig og en evt. partner. Har man nedsat følsomhed svarende til kønsorganerne, så har mange positiv effekt af vibratorer.

●  Smerter i skeden ved penetration kan skyldes tørhed, hvor man kan prøve sig frem med langtidsvirkende fugtighedscreme uden hormoner eller vaginal glidecreme.

●  Brug silikoneholdige glidecremer under samleje, hvis behovet er der. Det anbefales at fordele omkring kønslæber, klitoris og skedeindgang, og ved penetration at fordele det på finger/penis fra spids til rod. Undgå olie, vaseline eller lignende, da det kan øge risikoen for svampeinfektion.

●  Lidokaingel (lokalbedøvende gel) mod smerter kan også være nyttigt ifm. samleje, men husk evt. kondom/femidom, da det ellers også nedsætter følsomheden hos partneren. 

●  Oplever man smerter dybt i skeden ved penetrationer kan årsagen være en spændt bækkenbund og/eller ligamenter (lbindevæv/sener.) Det kan for nogle afhjælpes ved konsultation hos en specialuddannet fysioterapeut. En anden årsag kan være sammenvoksninger. Forsnævringer kan behandles hos en speciallæge ved udvidelse af vævet i skeden. Det vil ofte anbefales, at man selv erhverver sig et dilatorsæt til udvidelse af vævet.

●  Lav bækkenbundsøvelser og søg evt. hjælp til håndtering af smerter og lymfødem hos din egen læge, der kan henvise videre til relevante specialister.

Få mere inspiration og viden

Har du behov for seksuelle hjælpemidler, kan man søge hjælp ved at besøge sundhedsloungen for kvinder på Props and Pearls på hjemmesiden eller på Nikolaj Plads 23, 1067 København K. Du kan også  få gode råd og produkter til tørre slimhinder, bækkenbundstræning mv. her. (OBS! dette er ikke en reklame.)

Kræftens bekæmpelse har mange tilbud og det kan være nyttigt at undersøge, om de kan hjælpe med det, du har brug for. Læs også deres folder om kræft og seksualitet.

Der findes Sexologiske klinikker i flere dele af landet, herunder blandt andet i København og Aalborg. De er en del af det offentlige sundhedsvæsen og kan tilbyde hjælp, hvis man oplever, at medicinsk behandling ikke er nok til at løse den seksuelle problemstilling. Behandlingen kan være rådgivende samtaler samt gruppe-, par- og individuelle terapier. Man kan henvises gennem sin egen læge eller den afdeling, man er i behandling ved. Undersøg med din egen læge eller afdeling hvilken klinik, der kan være relevant for dig.

Forfatter: Læge Cæcilie Weber Thomsen

Redigeret af: Læge Mads Langager Larsen
Der skal også lyde et tak for redigering ved ekstern Læge Mikkel Marquardsen, Sexologisk Klinik, Rigshospitalet

Kilder

Patienthåndbogen, kræft og sex

Patienthåndbogen, kræft, sex og hjælpemidler

Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik

Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe

Om forfatteren

Læge siden 2018. Jeg har erfaring indenfor psykiatri, kirurgi, hjertemedicin og almen praksis. Har forsket i tarmbakterier og sukkersygemedicin. Jeg interesserer mig for hormonelle sygdomme, gynækologi og fødsler. Gift med Christian. Vi har sammen en vildbasse af en søn på 3 år, og en hvid hund.