Det startede måske med, at du pludselig mærkede smerter og murren i underlivet. Måske dine plukkeveer blev hyppigere, længere og smertefulde – kunne det være “rigtige” veer? Måske troede du, at du havde tisset i bukserne, men opdagede, at vandet var gået? Hvis du samtidig havde mere end 3 uger til termin, var du altså ved at gå i for tidlig fødsel. Til trods for, at en graviditet kan være lang og udfordrende med almindelige graviditetsgener, så vil de fleste gravide helst ikke føde alt for tidligt. For hvad kan det betyde for dit barn, fødslen og efterforløbet? Det er der stor forskel på, og det afhænger først og fremmest af, hvor langt du er i din graviditet.
Hvornår er der tale om en for tidlig fødsel?
En almindelig graviditet varer lidt upræcist imellem 37 til 42 uger udregnet fra din sidste menstruations første dag. Hvis et barn fødes før, der er gået 37 fulde uger, siger man, at barnet er født for tidligt. Omkring 6% af alle danske børn fødes faktisk for tidligt. Den nedre grænse for at overleve en fødsel er ikke fast, men fødes man før uge 23, er chancerne for overlevelse meget små og risikoen for hjerneskade modsat stor.
Symptomer på begyndende tidlig fødsel:
- Periodevise smerter og/eller trykkende fornemmelse i livmoderen
- Blødning fra din skede
- Vandafgang
- Afkortning af din livmoderhals (ses med en ultralydsscanning)
Hvorfor starter nogle fødsler, før det var planlagt?
Ofte er der ingen klar forklaring på, hvorfor nogle går i for tidlig fødsel. Der er langt oftest tale om en blanding af flere forskellige omstændigheder, der øger risikoen. Disse kan bl.a. værre:
- Rygning under graviditeten
- Infektioner i underlivet under graviditeten
- Større mængde fostervand
- Tidligere keglesnitsoperation
- Hvis du er gravid med tvillinger
- Hvis din moderkage ligger fortil og lukker for din livmoders udgang
- Hvis fosteret har misdannelser
Derudover er der også øget risiko for at føde for tidligt, hvis du tidligere har født for tidligt. Derfor er det vigtigt, at du ved dine graviditetsundersøgelser fortæller din læge om det.
Min fødsel er startet for tidligt. Hvad kan man gøre?
Hvis din livmoderhals er forkortet, du får veer eller vandet går før 34 uger, vil man, hvis det er muligt, forsøge at forsinke eller i bedste fald stoppe en for tidlig fødsel til efter, at du er forbi 34 uger. Det betyder, at man ofte giver antibiotika for at stoppe en evt. infektion og vehæmmende medicin sammen med beskyttende medicin, der skal forbedre chancerne for barnet, hvis fødslen ikke kan stoppes. Af beskyttende medicin gives bl.a. noget som er hjernebeskyttende og noget, som modner barnets lunger.
Er du længere end 34 fulde uger og oplever ovenstående symptomer, har man fundet ud af, at det bedste er at føde, selvom det er for tidligt. Derfor vil man holde ekstra øje med dig og barnet og måske endda fremskynde fødslen for at undgå infektioner. Efter vandafgang er der særligt øget risiko for infektioner og derfor gives der ofte også antibiotika. Ved forkortet livmoderhals og ingen veer tidligt i graviditeten, kan fødselslægen anbefale at snøre livmoderhalsen sammen. Dette kaldes en “cerclage” og kan i nogle tilfælde forhindre, at man går i for tidlig fødsel.
Hvad kan jeg selv gøre?
For at mindske risikoen for at gå i for tidlig fødsel, kan du holde dig fra at ryge under din graviditet samt spise varieret kost, så du får de nødvendige mineraler og vitaminer. Derudover bør du fortæller din læge og jordemoder ved graviditetsundersøgelserne, hvis du tidligere har født for tidligt eller fået foretaget et keglesnit. På den måde kan man i nogle tilfælde foretage forebyggende undersøgelser og mindske risikoen for en tidlig fødsel.
Er det farligt for mit barn at blive født for tidligt?
Det går ofte godt, men det kan være farligt og afhænger af, hvor tidligt dit barn bliver født. Jo længere henne man er i graviditeten des bedre, men i de fleste tilfælde bliver man indlagt på en børneafdeling i kortere eller længere tid efter fødslen. For børn, som er født for tidligt, er bare mere sårbare. Heldigvis er man med tiden blevet meget dygtige til at behandle følger efter for tidlig fødsel, hvorfor langt de fleste for tidligt fødte børn overlever. Faktisk er man blevet så dygtige, at grænsen for laveste fødselsvægt, hvor barnet kan overleve, har rykket sig fra 1500 g til 500 g.
At blive født for tidligt kan altså være udfordrende for dit barn, hvilket helt naturligt kan give bekymringer. Dog skal man huske på, at lægerne bliver dygtigere og dygtigere til at tage imod og håndtere disse børn, så de også bliver klar til at håndtere den verden, som vi lever i.
Få mere inspiration og viden
F.eks.:
Find flere indlæg fra Læger Formidler om tiden op til og efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller lyt til Trygge Maver Podcasten.
Eller er det måske den lille, der er syg? Så lyt til Trygge Forældre podcasten eller se indlæg på
Mere information om for tidlig fødsel – Patienthåndbogen på sundhed.dk.
Kilder
Lægehåndbogen (https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/paediatri/tilstande-og-sygdomme/nyfoedtmedicin/praematuritet-for-tidlig-foedsel/)
Patienthåndbogen (https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/boern/sygdomme/vaekst-og-udvikling/for-tidlig-foedsel-praematuritet/ og https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/graviditet/sygdomme-og-komplikationer/foedsel/for-tidlig-foedsel/)
Forfatter: Læge Julie Juul Jørgensen
Redigeret af: Læge Cæcilie Weber Thomsen og Læge Mads Langager Larsen