Læger Formidler
Du læser lige nu

Galdestenssygdom i graviditeten

12
Trygge Maver Infoblog

Galdestenssygdom i graviditeten

Som gravid er man i øget risiko for at danne galdesten, hvilket for nogle kan give anledning til turevise smerter – men skal galdesten opereres ud under graviditeten? Hvilke symptomer skal man være særligt opmærksom på? Læs med i denne uges indlæg om galdestenssygdom i graviditeten.

Hvad er galdesten og hvorfor opstår de? 

Galden har til formål at nedbryde fedtstofferne fra kosten, så vores krop kan optage det. I leveren dannes galden og herfra ledes galden til galdeblæren, hvor den opbevares indtil den skal bruges. Galden består af forskellige komponenter, blandt andet galdesalte og kolesterol. Hvis mængden af en af disse bliver for høj, kan der dannes galdesten.

Man er i øget risiko for at danne galdesten, hvis man for eksempel spiser meget kolesterol via kosten. En række andre faktorer kan også øge risikoen for dannelse af galdesten – blandt andet kvindeligt køn, stigende alder, genetik, sukkersyge, overvægt og ikke mindst graviditet.

Hvad er symptomerne på galdesten?

Rigtig mange danskere har galdesten uden at vide det. Galdesten giver nemlig hos de fleste ingen symptomer, idet de fleste galdesten passerer fra galdeblæren ned gennem galdevejene til tarmen uden problemer. Dog vil nogle kunne mærke smerter, et såkaldt galdestensanfald, hvis en stor sten skal passere ned gennem de snævre galdeveje. Et galdestensanfald kommer oftest efter et fedtholdigt måltid. De mærkes oftest under højre ribben som turevise smerter, der stråler mod skulderbladet, eventuelt ledsaget af kvalme og opkast. Det kan for nogle vare i flere timer.

Graviditet og galdesten – skal det opereres?

Galdesten som ikke giver symptomer, men som bliver fundet tilfældigt, eksempelvis ved en ultralydsscanning af dit foster, er ikke farlige og behøver som udgangspunkt ingen behandling eller operation. Galdestensanfald er i sig selv heller ikke farligt, og kan for mange afhjælpes med smertestillende medicin under samråd med din læge. Hvis man oplever galdestensanfald tidligt i graviditeten, så er der dog stor sandsynlighed for, at man vil opleve dem igen senere i graviditeten. Jo senere i graviditeten anfaldene starter, jo mindre er sandsynligheden for at de kommer igen inden fødslen.

Hvis man som gravid er meget generet af hyppige, smertefulde galdestensanfald under graviditeten, så kan man vælge at fjerne galdeblæren med en kikkertoperation. Det bedste tidspunkt for operationen er 2. trimester grundet livmoderens og barnet størrelse. Risikoen for at abortere eller føde for tidligt ved at vælge operation er den samme, som hvis man ikke vælger at operere galdeblæren ud. Det vil dog altid være en individuel vurdering i samråd med en speciallæge, hvad der er bedst i netop din situation. Hvis man er gravid i 3. trimester er den generelle anbefaling dog, at man venter med operation til efter fødslen. For gravide, som ikke opereres, ser man ofte, at galdestensanfaldene spontant ophører et par måneder til et halvt år efter fødslen.

Graviditet – hvis galdestenen sætter sig fast

Sjældent men alvorligt kan det hænde, at galdestenen sætter sig fast i galdegangene. Dette kan skabe en betændelsestilstand i galdeblæren, galdegangene eller bugspytkirtlen. Symptomer kan være feber, kulderystelser og smerter, der ikke går over af sig selv. Her er det vigtigt hurtigt at søge læge, da det skal behandles akut og oftest med kikkertoperation og antibiotika. Hos gravide giver betændelsestilstanden i galdeblæren øget risiko for abort, for tidlig fødsel og alvorlig sygdom hos kvinden.

Afhængigt af, hvor galdestenen har sat sig fast, kan nogle derudover opleve gullig hud (gulsot), portvinsfarvet urin og hvid, fedtet afføring, hvilket ligeledes kræver hurtig kontakt til læge, da man også her må hente galdestenen ud med en form for kikkertoperation.     

Hvad kan jeg selv gøre?

Man kan mindske risikoen for at få galdesten ved at spise sundt, dyrke regelmæssig motion og undgå overvægt. Hvis man i forvejen har galdesten, kan man forebygge symptomerne fra galdesten ved at undgå store, fedtholdige måltider. Ved vedvarende eller ukendte mavesmerter, særligt med ledsagende feber, skal du hurtigt kontakte læge.

Få mere inspiration og viden

Du kan finde mange flere indlæg fra Læger formidler op til eller efter fødslen på Trygge Maver bloggen eller Trygge Maver Podcasten.

Hvis du vil læse mere om galdesten generelt, kan du hos Læger Formidler finde mere information her.

Forfatter: Læge Anne-Sofie Ahlers Rechnagel

Redigeret af: Anna Lando Talbot, læge

Publiceringsdato: 14/03/2024

Kilder

DSOG

Patienthåndbogen

Lægehåndbogen