Læger Formidler
Du læser lige nu

Røde hunde

9
Trygge Forældre Infoblog

Røde hunde

I denne uge handler det om røde hunde! En virus, der er en del af det danske børnevaccinationsprogram. Den lyder måske nuttet, men er knap så sjov, hvis man som uvaccineret kvinde bliver smittet i første del af graviditeten. Den kan nemlig have fatale konsekvenser for fosteret. Heldigvis har vi i Danmark ikke set nogen tilfælde hos gravide i mange år – fordi vi vaccinerer!

Lidt om røde hunde

Røde hunde skyldes Rubellavirus og er en virussygdom, der giver feber og et småplettet udslæt. Udslættet breder sig som regel fra ansigtet til kroppen og herefter arme og ben. Udslættet forsvinder som regel i løbet af få dage. Derudover kan man få forkølelsessymptomer, hævede lymfeknuder og rødme i øjne og halsen. Man kan også få forbigående ledbetændelse (hævelse og stivhed af led), især hos yngre kvinder, men dette er ufarligt og går over igen.

Symptomerne kommer først et par uger efter man er blevet smittet og varer en uges tid. Man bliver smittet via små dråber i luften, fx når folk hoster eller nyser. 

Det lyder da rimelig fredeligt?

Ja symptomerne i sig selv er ret fredelige. MEN hvis en gravid bliver smittet i første halvdel af graviditeten kan det give bl.a. høretab, hjertefejl, grå stær, mental retardering og i værste fald fosterdød (jo tidligere i graviditeten, jo mere udsat er fosteret).

Man kan smitte allerede ca 1 uge før udslættet bryder ud – hvilket er lumsk, for der ved man jo ikke at man er smittet endnu! Man smitter fortsat ca 5 dage efter udslættet er kommet.

Røde hunde kan ikke behandles, så man skal undgå kontakt til smittede, hvis man er gravid, uvaccineret og ikke har haft sygdommen. Egen læge kan tage en blodprøve, hvis de er i tvivl om diagnosen.

Hvad så, hvis mit barn bliver smittet? Som ved alle andre virussygdomme er det vigtigt at sikre sig, at barnet drikker nok væske samt at holde øje med barnets almentilstand. Brug evt vores SAFE!-cirkel til at vurdere almentilstanden, hvis dit barn er syg. Kontakt en læge, hvis du bliver bekymret.

Hvornår kan man blive vaccineret?

Vaccinen tilbydes, når barnet er 15 mdr. og igen når barnet bliver 4 år Den tilbydes også til kvinder i den fødedygtige alder (inden en evt graviditet), der ikke tidligere er vaccineret og ikke har haft infektionen. Vaccinen giver beskyttelse resten af livet. MFR-vaccinen blev indført i 1987 og gives som en kombinationsvaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, og indeholder levende svækket virus. Som ved alle andre vacciner kan der være bivirkninger. Det hyppigste er irritation ved indstiksstedet samt 1-2 døgns feber ca 9-10 dage efter vaccinationen. Nogle får udslæt, der kommer ca 7-10 dage efter vaccinen. Både feber og udslæt kommer altså først ca 1 uge efter vaccinationen. Og husk, røde hunde er stort set udryddet i Danmark – fordi vi vaccinerer!

Vil du vide mere om det danske børnevaccinationsprogram?

Kilder:

Patienthåndbogen

Lægehåndbogen

Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrrelsen – MFR

Forfatter: Malene Toft (læge)

Redigeret af: Cecilie Clemmesen (læge), Mimmi Torp (læge)

Om forfatteren

Læge siden 2018. Erfaring fra neurologisk afdeling samt almen praksis. Arbejder aktuelt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Hillerød. Rigeligt med mor-bekymringerfaring. Mor til en pige fra '18.