Læger Formidler
Du læser lige nu

Tredagesfeber

5
Trygge Forældre Infoblog

Tredagesfeber

Panden er varm, øjnene blanke og den lille purk virker lidt klattet. Han har haft feber flere gange før, og du ved sikkert, at feber i sig selv ikke er farligt. Men denne gang er han hverken forkølet eller hoster, og du har ikke lige nogen god forklaring på feberen, så du bliver måske alligevel lidt bekymret. Især når det varer ved over flere dage… I nogle tilfælde kan feberen skyldes sygdommen tredagesfeber – læs med her, og lær et par kendetegn!

Feber uden forklaring

Hvis feberen står alene uden andre tegn på sygdom som fx forkølelse eller hoste, kan det være svært at vide, hvad årsagen er. De fleste har nok også en tendens til at blive ekstra bekymrede, når temperaturen sniger sig op på 40 grader, selvom det i sig selv ikke er mere farligt end 38,5. I nogle tilfælde varer feberen ved i flere døgn, og bedst som du tænker, at nu vil du ringe til lægen for en sikkerheds skyld, forsvinder den måske igen, ligeså pludseligt som den kom. Hvis der samtidig dukker et blegrødt udslæt op, kan du faktisk selv stille diagnosen. Så er der nemlig med stor sandsynlighed tale om tredagesfeber. 

Tredagesfeber skyldes som så mange andre børnesygdomme en virus, nemlig Herpesvirus 6. Sygdommen kan ramme hele året, men ofte er der flere smittede i forårs- og efterårsmånederne. De fleste smittes, når de er under 3 år gamle, og allerflest i slutningen af det 1. leveår. Det er en hyppig sygdom, og faktisk har 9 ud af 10 børn allerede haft det, inden de fylder 2 år. Når man har haft sygdommen, kan man ikke få den igen. Det er dog ikke altid, man som forælder er klar over, at barnet har haft sygdommen, da der indimellem kun er meget milde symptomer udover feberen.

Sådan kan du genkende tredagesfeber 

Sygdommen starter med pludselig feber, som ofte kan blive høj (39-40 grader). Feberen varer ved i 3 døgn, som navnet indikerer – i nogle tilfælde dog 1-2 døgn længere. Dét, der gør sygdommen genkendelig, er, at samtidig med at feberen falder, dukker der et udslæt op. Udslættet er småplettet, lyserødt og starter oftest på hals, mave og ryg og breder sig evt. til arme, ben og ansigt. Nogle gange er udslættet så utydeligt, at man slet ikke opdager det, andre gange er det meget tydeligt. Ofte forsvinder det igen i løbet af et døgns tid.

Sygdommen er ikke farlig. I mange tilfælde er barnet kun let påvirket af feberen, men man kan nogle gange opleve milde forkølelsessymptomer eller hævede lymfekirtler på halsen. Enkelte børn er mere påvirkede, og der er – som altid ved feber – en lille risiko for feberkramper. Læs mere om feberkramper her.

Smitter det?

Virusset smitter ligesom mange andre virussygdomme via dråbesmitte, dvs. når barnet nyser og hoster. Man smitter sandsynligvis allerede, før feberen starter, og fortsat når man har udslættet, så det kan være svært at undgå. Der går ca 9-10 dage, fra barnet smittes, til det bliver sygt.

Barnet må komme i institution, når feberen er ovre, og barnet er “sig selv” igen.

Hvornår skal man søge læge?

Selvom sygdommen i sig selv er ufarlig, kan du som forælder selvfølgelig blive bekymret, og det kan være nødvendigt at søge råd hos din læge. Gennemgå evt. vores SAFE!-cirkel, som er en huskeregel til at vurdere dit syge barns tilstand. 

Du bør desuden ringe til lægen, hvis:

  • Barnet har høj feber i mere end 3 døgn
  • Udslættet varer længere end 3 døgn

Lægen kan hjælpe dig med at stille den rigtige diagnose og evt. rådgive om febernedsættende medicin.

Vil du vide mere?

Læs vores indlæg om feber her, lyt til vores podcast her eller se vores videoer om feber og feberkramper her.

Kilder

Patienthåndbogen

Lægehåndbogen

Forfatter: Stine Schaldemose (læge)

Redigeret af: Malene Toft (læge), Mimmi Torp (læge)

Om forfatteren

Læge siden 2017. På vej mod at blive alment praktiserende læge og har især interesse for børn, kommunikation og formidling. Aktuelt på barsel med den mindste af to drenge.